DA/EN

Om bandet

Når maskine og menneske slår i takt

The Heart’s Electrical System spiller moderne, melodisk og improviserende jazz med et tydeligt rytmisk fokus. Musikken bevæger sig i krydsfeltet mellem jazz, elektronica og instrumental hiphop og kan høres som jazz anno 2026.

Bandets lyd er kendetegnet ved et markant groove og et nutidigt rytmisk udtryk, der skaber rammen for solisternes frie udfoldelse over et solidt harmonisk fundament. Her mødes akustiske instrumenter og elektroniske elementer i et åbent og imødekommende musikalsk univers, som fungerer både til koncentreret lytning og i mere sociale sammenhænge.

Navnet The Heart’s Electrical System afspejler essensen af bandets musikalske tilgang. Hjertet – ofte opfattet som det mest menneskelige, biologiske og analoge – fungerer gennem elektriske impulser. Et hjerteslag kan beskrives som en sinuskurve, den samme grundform som ligger til grund for en synthesizer. På den måde bliver skellet mellem analog jazz og elektronisk musik overskredet. Begge udtryk rummer sjæl, nærvær og følelsesmæssig dybde, og det er netop de følelser, musikken vækker, der er kernen i projektet.

Medlemmer

Anton Schrøder Hejlesen

Anton Schrøder Hejlesen

Trompet

Aarhusiansk trompetist og studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium. Aktiv på den aarhusianske jazzscene og arbejder samtidig med genrer som afrobeat, funk og salsa. Har spillet i en lang række orkestre og bands, blandt andet med John Riddell og Kathrine Windfeld i spidsen. Har samarbejdet med Copenhagen Jazz Orchestra og Lars Møller og spiller desuden trompet for artisten JJ PAULO.

Asger Kirkegaard Sørensen

Asger Kirkegaard Sørensen

Guitar

Guitarist med base i Aarhus, hvor han studerer på Det Jyske Musikkonservatorium. Aktiv på den aarhusianske musikscene i mange sammenhænge og optræder inden for både alternative, r'n'b, latin og progressiv rock med navne som Methea, St. Lazar og Prince-bassisten Ida Nielsen. Udforsker guitarens soniske grænser gennem en legende tilgang til effekter. Spillet er melodisk inspireret af fusionslegender som Pat Metheny og Wayne Krantz kombineret med den rytmiske intensitet fra den nyere UK-jazzscene.

Henrik Windbirk

Henrik Windbirk

Tenorsaxofon

Saxofonist bosat ved Aarhus. Har spillet i mange forskellige konstellationer, primært inden for jazz, soul og funk, både i større og mindre bands, samt som orkestermusiker i forbindelse med revyer og musicals. Har gennem årene optrådt med blandt andre Booze Brothers, Morten Lindberg (Master Fatman), Mek Pek og Cæcilie Norby. Er også en del af Sunday Deluxe, et jam-funkorkester med fokus på funk i egne arrangementer.

Jacob Salmon

Jacob Salmon

Klaver, synthesizer, beats

Pianist, komponist og producer fra Danmark. Arbejder i krydsfeltet mellem jazz, elektronisk musik og beats og er uddannet producer og mixtekniker fra School of Audio Engineering i London. Efter en længere periode med fokus på klaver, jazzimprovisation og projekter med sangere har han de senere år vendt tilbage til produktion og komposition i et mere kollektivt, instrumentalt jazzformat. Med The Heart's Electrical System samler han musikere fra den aarhusianske jazzscene i et nutidigt, groovebaseret udtryk.

Medvirkende på albummet: Anders Bøwadt Jensen — trombone · Lauge Sloth Nielsen — bas · Morten Svenningsen — guitar